Depression er en længerevarende følelse af uforklarligt tungsind, overvældende træthed og håbløshed. Til depressionen hører også følelsen af, at ikke slå til, og følelse af at ikke kunne overkomme de ting, man plejer. Tanker, som kører hyppigt igennem hovedet, og som opleves som at opstå ”ud af det blå”, er tanker som ”Jeg duer ikke til noget”, ”Jeg klarer aldrig eksamen”, "Der er ingen der kan lide mig”, osv.
Behandling af depression består hyppigst i en kombination af medicin og psykoterapi. Hovedreglen er, at sværere depressioner skal behandles med medicin, medens lettere depressioner først søges behandlet med psykoterapi, og først ved manglende effekt med medicin.
Forebyggelse og langtidsbehandling er afgørende i mange tilfælde.
Den psykoterapeutiske behandlingsdel fokuserer bl.a. på de tanker, som den depressive oplever. En vigtig del af behandlingen er bevidstgørelse af de negative og tilsyneladende automatiske tanker (tanker der opstår hurtigt og ofte ubevist, eks. ”Han/hun gider ikke snakke med mig”, ”Det går altid galt for mig”), der kendetegner den depressive person. Tankerne skal udfordres og erstattes med sundere og realistiske tanker. Ligeledes arbejdes der aktivt med følelser og adfærd. Varigheden af terapien er lidt forskelligt, alt efter hvor alvorlige symptomerne er.
Sandsynligvis er årsagen et samspil mellem genetisk sårbarhed og en psykisk belastning, som typisk er et følelsesmæssigt tab eller en længerevarende stresstilstand.
Personer med let til moderat depression mellem 18 og 37 år kan få tilskud til behandling.