Agorafobi indebærer frygt for at forlade hjemmet, komme i foretninger, forsamlinger eller på offentlige steder, eller rejse alene med tog, bus eller fly. Kendetegnende for denne angstform er frygten for at være i situationer, hvor det er vanskeligt at undslippe eller få hjælp i tilfælde af et panikanfald. Det er derfor ikke overraksende, at mange som har denne angstform også opfylder kriterierne for panikangst. Depressive og obsessive sypotomer samt socialfobi er også ofte til stede.
Nogle personer, der opfylder kriterierne for denne angstlidelse, oplever kun ringe angst, fordi de er i stand til at undgå de angstfremkaldende situationer.
Antidepressive mediciner (SSRI), de såkaldte lykkepiller kan dæmpe angsten, men det vigtigste er træning og psykoterapi, især det man nævner adfærdsterapi. Behandlingen går ud på at få støtte til at klare de situationer, man frygter. Det kunne f.eks. være at tage bus eller tog. Det kan være en støtte at træne sammen med en anden, f.eks. en terapeut eller pårørende i starten, men lidt efter lidt træner man alene, og man øver sig gradvist på at køre længere ture.
Adfærdsterapien kan kombineres med kognitiv terapi, hvor man f.eks. taler med en terapeut om de værste forestillinger, man kan have om hvad der kan ske, hvis man tager bussen.
Ca. 95 % af personer med agorafobi har, eller har haft panikangst.
Der er en stor uafklaret kønsforskel i denne angstform. Således findes den i 3 ud af 4 tilfælde hos kvinder.
Personer der er i aldersgruppen 18 til og med 28 år og lider af let til moderat angst kan få tilskud til behandling.